Dirty Pretty Things

Så blev det Carl Barâts tur til at spille med de senede muskler. Som den ene af de to frontmænd i nu opløste The Libertines har Barât måttet se sin radmagre eks-kollega Pete Doherty stikke af med den hype, deres ærkebritiske punk’n’roll udløste. Doherty har både skejet ud i pressen med narkoskandaler og dannet sit eget band Baby Shambles.

Udskejelserne har Barât holdt sig fra, men han har ikke villet stå tilbage for Doherty. Så må vi præsentere debutalbummet fra hans nye band, Dirty Pretty Things: ‘Waterloo To Anywhere’ – en hæderlig, men desværre noget ujævn pendant til Baby Shambles og The Libertines.

Vi skal ikke mange sekunder ind i albummet, før det står klart, at Barât har fulgt den samme opskrift, som gjorde The Libertines ombejlede: En herlig slasket og drukfældig rockmusik med klare referencer til 70’er-punkere som The Sex Pistols og The Clash.

Modsat dagene i The Libertines formår Barât og hans Dirty Pretty Things imidlertid ikke at diske op med lige så knuselskelige punk’n’roll-melodier. Man vil så gerne kunne lide den her plade, men også efter femte og sjette gennemlytning sidder man stadig og savner den umiddelbarhed og fordrukne rockcharme, som gjorde Doherty og Barât til et suverænt makkerpar i The Libertines.

Indrømmet, man får snerten af den på sange som singleforløberen ‘Bang Bang You’re Dead’ og den dejligt energiske ‘Doctors & Dealers’, og den slags numre er der trods alt en lille håndfuld af. Men som helhed er albummet ikke det udspil, man kunne have håbet på. Carl Barât ligner taberen i magtkampen mellem ham og Pete Doherty om arven efter The Libertines.