Feist

Den mørkhårede sangprinsesse har virkelig fået fart i karrieren, efter hun tilsluttede sig kollektivet Broken Social Scene. Men canadiske Feists kan sagtens selv. Hendes anden plade ‘Let It Die’ er blevet en nyklasser af et popalbum, der afsøger græsgange, der har givet canadieren status som en af den mest interessante sangerinder på rock/pop-scenen lige nu. Intet mindre.

Ventetiden efter nyt er derfor lang – åh så lang. Så ind til da må fans nøjes med ‘Open Season’ som først og fremmest er en række remixes af sangene fra ‘Let It Die’ samt et par nye sange. Pladen har få virkelig gode momenter men også for meget middelmådigt fyld. Det er den korte og kontante dom. Det er eksempelvis helt uforståeligt, at der skal være fire udgaver af sangen ‘Mushaboom’ som kun Postal Service i sin udgave gør interessant nok til at udgøre et ordentlig alternativ til orginalen.

Her får ‘Mushaboom’ nyt liv med et lo-fi, men uptempo beat og en spansk guitar i en slags bossanovaudgave. Hvorfor ikke nøjes med den? ‘Inside Out’ spilles i en fremragende udgave helt akustisk med Apostle of Hustle, og ‘One Evening’ er helt instrumental i Gonzales’ ‘Solo Piano’-version – der ophæver sangen til næsten at blive en standard. Men pladens højdepunkt er Ungodly Hours’ remix af ‘Lonely Lonely’. Den er slæbende, mørk, men også smuk og opløftende. Det er sexet og rørende, og med en snigende lapsteel-guitar fanger udgaven således virkelig ånden i flasken fra ‘Let It Die’.