Dúné – star quality

Livet er ikke retfærdigt, hvis nogen skulle være i tvivl. Mens vi andre bravt prøver at holde næsetippen oven den grå, anonyme masse, brager nogle igennem lydmuren som funklende kometer. Nogen har dét. Andre ikke. Dúne har til overflod den dér umiskendelige star quality man bare må overgive sig til. Fra koncertens første monotone beats til de afsluttende lindrende keyboardflader havde det unge syvmandsband et velproppet Pavillion-telt i sin hule hånd.

Det er såmænd ikke fordi Skive-bandets fusion af indierock og 80’er-electro i sig selv tager pusten fra én. Men numre som ‘Robot Beat’ og ‘Go Go Valentina’ blev leveret med en så forbløffende energi, selvsikkerhed og total mangel på ydmyghed, at sangene blev løftet ud over det lidt stiliserede udgangspunkt og fik en frembusende fysisk karakter, der manifesterede sig i et ofte kogende telt.

Nu hjælper det jo også, at have en publikumsmagnet som sanger Mattias Kolstrup i front. Han nåede igennem alle tænkelige rockstjerne-positurer uden at fremstå krukket eller påtaget, simpelthen fordi han stråler af ægte, indædt karisma og tilstedeværelse.

Dúne satte ganske enkelt ikke en fod forkert. Der var skarp timing og intenst samspil. Herfra kvitteres med fem svedige teltduge. Men hvorfor ikke hele dynen? Tja, misundelsen har vel bortgnavet det sjette. Det skal nok komme senere for, hvis der er nogen retfærdighed til, ser vi allerede næste år Dúné på en større scene foran et større publikum. Reserver plads nu. Der bliver trængsel.