Marsen Jules

Hvis musikken alene skulle være baggrund for mit eget ubevidste tankespind, ville det være svært, at skrive denne anmeldelse. Så ville jeg befinde mig på en lækker gylden sandstrand under en bagende sol med det klare tyrkise vands skummende bølger skyllende ind over mig, imens jeg nyder en kold forfriskende drink serveret direkte på stranden. Men så let slipper jeg nu alligevel ikke.

Marsen Jules’ sidste års udgivelse ‘Herbstlaub’ var præget af lydende fra den iskolde efterårsvind, der trængte ind imellem den kolde stålkonstruktion, der udgjorde kompositionerne. Men på ‘Les Fleurs’ skyller harmonierne ind og de enkelte toner lander tilfældigt i lydbilledet i evig variation.

Men selv om albummet fungerer rigtig godt som soundtrack til egne associationer, så er det alligevel en tand dybere end det – selvom det kræver koncentration fra lytterens side. Det er ret nemt, at trække linjer tilbage til nogle af ambient-musikkens klassikere, for selv om albummet glimter i øjeblikket, så er der alligevel ikke meget, der får det til at fremstå unikt og enestående.

Den nytilkomne varme i musikken skal være velkommen. Det er rart, at lytte til helstøbte albums, uden at det hele drukner i optænkte koncepter. På en kold vinterdag kan vi mødes foran pejsen, hvor vi vil blive varmet af ‘Les Fleurs’.