Junior Boys

Cd’en ryger i afspilleren. Da den tunge og taktfaste bas fylder rummet, vokser smilet. Jeg tænker ved mig selv: Det er sådan, de skal lyde!

I 2004 udgav canadiske Junior Boys den fine ‘Last Exit’, der bød på lækker elektronisk pop med bløde beats og de obligatoriske synth-rytmer. Grundlæggende har de ikke ændret synderligt ved stilen, men på opfølgeren har de indledningsvist hævet tempoet. Og hold da op, hvor det klæder dem. Her er tale om velkomponerede og fængende melodier fra rytmemageren Matt Didemus’ hånd, der sammen med Jeremy Greenspans lette og veltilpassede vokal rammer mere end præcist.

Første halvdel af albummet er, som titlen kunne antyde, et farvel til de mere langsomme genreblandinger, der fandt vej til debuten. I takt med at smilet vokser, har benene svært ved at holde sig i ro. Numrene er som skabt til ethvert dansegulv. Titelnummeret holder! Svævende og samtidig nærværende folder det sig ud med bassen som det naturlige grundelement. Junior Boys har slået et smut forbi house-genren. Godt og vel halvvejs vælger duoen at sænke tempoet gevaldigt, hvilket sender lyden tilbage til debutalbummet. Hvad der før var en lækker og afbalanceret fest på dansegulvet, er nu blevet til et mere melankolsk udtryk, der kunne være baggrundsmusik i såvel baren som sofaen.

Det bliver til godt og vel 50 minutters begejstring i selskab med et band, der lyser op på en til tider noget broget electropop-scene.