The Mars Volta

Det er få bands, der som The Mars Volta formår at skabe højtravende progressiv musik med et avantgardistisk tilsnit og så alligevel slå bredt igennem på det kommercielle musikmarked. Det er en imponerende balancegang, og på deres seneste udspil udfører de den bedre end nogensinde.

I forhold til forrige album, ‘Frances the Mute’, er ‘Amputechture’ lettere tilgængeligt, blandt andet fordi albummet ikke hjemsøges af de lange ambient-orienterede lydflader, der gjorde passager af ‘Frances the Mute’ til en sejtrækker. Kompositionerne på det nye album er generelt endnu mere komplekse i både forløb og arrangement end tidligere, men det betyder dog ikke, at musikken er blevet sværere at forstå. Nærmere tværtimod. Albummet flyder med en velfungerende indre logik, og Mars Voltas myriader af stilelementer, fra funk, pop og salsa til prog-rock, free-jazz og støj er vævet tættere ind i hinanden end før, hvilket gør genreblandingen mere homogen og potent.

Kongeeksemplet på det er det ualmindeligt snørklede 17 minutter lange nummer ‘Tetragrammaton’, der med al eftertrykkelighed viser, at den lige vej mellem to punkter måske nok er den korteste, men bestemt ikke den mest interessante. Det er flamboyant og næsten dekadent i sin anti-minimalisme, men The Mars Volta formår at få det til at fungere, ikke mindst fordi bandet, og specielt rytmegruppen med trommeslager John Theodore og bassist Juan Alderete de la Peña, er i absolut særklasse.

‘Amputechture’ lider som dets forgængere stadig af nogle døde punkter og irritationsmomenter, hvor bandet går i narcissistisk selvsving og nærmest bevidst amputerer deres eget projekt. Men der er mindre at tilgive end tidligere, og for musikalske libertinere med hang til både det raffinerede og ekstreme er det en rigtig lille lækkerbisken.

The Mars Volta. 'Amputechture'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af