Agoria

Franske Sebastien Devaud har som Agoria gjort det godt. 2003’s ‘Blossom’ album spandt en håndfuld singler af sig, alle med potentiale til at efterlade blødende hjerter og glødende dansegulve på klubberne. Et album, man ikke nødvendigvis er færdig med efter årene. Helt anderledes er udgangspunktet på ‘The Green Armchair’, der allerede fra de første takter går galt i byen. Ikke fordi technopolitiet skal uddele bøder for specielle genrebrydninger, men hvorfor indledningsvis sluse lytteren ind med country-hiphop-elektro?

Bredformat-technoen med hypnotiske opbygninger, der egner sig til store rum, er stadig intakt i enkelte tilfælde. Tag bare førstesinglen ‘Code 1012’ à la labelkollegaen og landsbroderen Vitalic, der baseres på genkendelsens glæde over de store, episke pulseringer. Men i forsøget på at opstøve nyt territorium er han i stedet kommet på afveje. Første fejlafkørsler ‘Million Miles’ og ‘Edenbridge’ – der er begge er copy/pastet fra Massive Attacks seneste formørkelse – sprænger trommehinden med teatralsk og overfraseret musicalsang. Tak skæbne, om sidstnævnte ikke også druknes i vrængende guitarflader og gør den umulig at høre i fulde 7:30 minutters længde.

Og af mangel på ideer roder han rundt i en repeterende syntharpeggio på femteskæringen ‘Cecile’, som var det Jean Michelle Jarre på besøg i Musikhuset Aage Jensen. For ikke at tale om korsangen på den efterfølgende ‘Your Inner Kiss’. Eller refrainet »Give it off your chest / baby, you’re the best« med partyrap-versemål på ‘Lips On Fire’. Måske skulle man bare stoppe her. Passér gaden.