Deftones

Der er dømt nye boller på suppen på Deftones’ femte album. Overvældende nye faktisk. Fra de første akkorder i åbneren ‘Hole in the Earth’ rammer én, står det klart, at kvintetten har formået at skabe en mere eller mindre helt ny lyd, der fuldstændig transcenderer deres metal-baggrund og skaber nye perspektiver for gruppen.

Metallen er stadig central i Deftones’ musik, men deres andre indflydelser fra blandt andet new wave, goth og postpunk er inkoorporeret på et langt mere ligeværdigt niveau, og det giver nogle forbløffende gode resultater. ‘Beware’ balancerer detaljerigt mellem The Cures sortromantiske indadvendte epik og Deftones’ karakteristiske dekadence, numre som ‘Rapture’ og ‘Xerxes’ kombinerer metallisk tyngde med lysere, mere abstrakte up-tempo-elementer, og på ‘U,U,D,D,L,R,L,R,A,B,SELECT,START’ lyder Deftones nærmest henad Mogwai.

‘Saturday Night Wrist’ har en sound, som jeg aldrig er stødt på før, hverken hos Deftones eller andre steder. Men det, der gør albummet til en fænomenal præstation, er det paradoksale, at Deftones på trods af den radikale musikalske udvikling stadig umiskendeligt lyder som sig selv. Derfor fremstår albummet ikke som et brud med deres hidtige karriere, men mere som et kvantespring til det næste naturlige evolutionsniveau.