Sonic Youth

Newyorker-bandet Sonic Youth har siden 80’erne ledt en hel generation i atonalt fordærv. Fået unge knægte til at stemme spaden ‘forkert’ og spille på den med alt andet end et plekter. De har nulstillet vores ører med hvid støj, så øret har kunnet lytte efter, i stedet for abe efter. Gjort det legalt at misbruge frem for at genbruge. Og opdraget os med hymner som ‘Teenage Riot’. Tak for det. Vi bøjer os i støvet.

Kvartetten har brugt det sidste halve år op til julemåneden som påskud til at genudgive bagkataloget. Også de mere spøjse afstikkere, som Madonna-testamentet ‘Ciccone Youth’ udsat for Thurston Moore og Lee Ranaldos soniske angreb med den seksstrengede kædesav og de særlige skovhuggerrytmer. ‘The Destroyed Room’ lægger sig offroad væk fra slipstrømmen af de seneste års ordinære udgivelser. Her er uopstøvelige b-sider, en håndfuld ikke udgivne numre og bonusnumre fra japanske albumudgaver samt et par artefakter fra 90’erne.

Det er de instrumentale ekskursioner der dominerer, og de tilføjer ikke mange nye gloser eller facetter til Sonic Youths støjrock-vokabularium. Desværre. Og med overhængende fare for tomgang. Det frit digtede ‘Campfire’, taget fra konceptpladen ‘At Home with the Groovebox’, insisterer nærmest på at skippe videre.

Opsamlingens force ligger i overraskelserne, Kim Gordons radbrækkede stemme og basspil fra helvede, klangbillederne og især sidste stop: ‘The Diamond Sea’ – en genganger fra ‘Washing Machine’, men her udvidet til 25 minutters undervandsrejse i en dyb, dyb skovsø af koldpresset guitarfeedback. Det er vor tids ‘Dark Side of the Moon’. Selv for dedikerede fans er der ikke meget nyt under solen på ‘The Destroyed Room’. Kun en konstatering af, at Sonic Youth har hævdet sig vidt og bredt gennem årene. Nybegyndere bør til gengæld starte et helt andet sted.