Green Concorde

Det er ingen humørbombe Green Concorde har lavet. ‘Ten Cities’ lyder som det ideelle soundtrack til en tung aften i en storby af kold beton og febrilsk blinkende neonlys i trøstesløs regn, hvor sortklædte, hulkindede personager strejfer formålsløst omkring. Nuvel, ‘Ten Cities’ bliver aldrig det foretrukne lydtapet, når familien tager på søndagstur, men det er alligevel en fornøjelse at lytte til Green Concordes albumdebut.

Åbningsnummeret ‘2:26’ er med sine manisk vibrerende guitarer og den bastante rytmesektion typisk for et lydbillede, der både spjætter krampagtigt og kalkuleret dyrker monotonien som afsæt for en række stærke sange.
I front udgyder Morten Espersen Dam med stor troværdighed ængstelse, anger og frustration. Særligt vellykket er han og resten af bandet på ‘The Anthem to Which We Fall’. Det nummer er en lille genistreg og den smukkeste alternative rock-sang, jeg længe har hørt.

Selvom Green Concorde og deres sortrandede rockmusik i humør og udtryk kan minde om et væld af navne som tidlig The Cure, Joy Division, Public Image Ltd. og Interpol, så er der saft, kraft og personlighed nok i kvartetten til at sammenligninger med og gisninger om diverse forbilleder egentlig bliver ganske uinteressante. Jo, hist og her mangler der lige den lille nerve eller overraskelse, som gør at man går bagover i bar benovelse eller for alvor bliver hooked. Men som helhed er ‘Ten Cities’ så veludviklet, at betegnelsen lovende ikke slår til.