källing

Først lytter man lidt undrende, tænker om det er meningen, at sangerinden Tine Kjær fra källing skal lyde, som hun gør. Med hendes stemmes glidende overgange fra den ene tone til den anden, hele tiden blidt udfordrende og ofte liggende i skellet mellem at synge falsk og rent, kan man fornemme, at hun forsøger at skabe et udtryk, som er specielt og unikt. Og når man er færdig med at undre sig, kan man begynde at høre efter og forstå, at udtrykket passer til den lyd, källing har gjort til deres kendetegn.

Man føler sig hensat til 60’ernes beat-musik, når numrene fremføres, og det fint spillende band giver god plads til deres usynlige femte medlem, som källing kalder lyrikken. På den front er der absolut noget at komme efter, for med Tine Kjærs finurlige skildringer af rejser, vejfester, byer og kærlighed tvinges man til at lytte godt efter, hvis man vil have fuldt udbytte af teksterne.

källing leverer musik, der minder om Savage Rose, som de ville kunne lyde, hvis de udgav deres debut anno 2007. Desværre virker det som om, at källlings fokusering på lyrikken er sket på bekostning af det melodiske element. Melodierne har en tendens til at blive en smule sekundære og neutrale, og det er med til at skabe problemer, for hvis man ikke husker melodien, husker man sjældent teksten, og så står man pludselig tilbage med ingenting.