Surfact

Her gik man i sin lykkelige uvidenhed rundt og troede, at grunge længe havde været både død og begravet, men åbenbart ikke. For som en anden depressiv trold op af pilleæsken popper pludselig københavnske Surfact, der på deres debutplade lyder så meget som Kurt, Eddie og alle de andre, at jeg nærmest kan mærke de for længst aflagte skovmandsskjorter rumstere i skabet af ren nostalgisk vellyst.

Men desværre for både band og lytter kommer Surfact aldrig ud over de soleklare forbilleder. Man fornemmer potentialet i førstesinglen ‘Soulslide’ og ‘Scarecrow’, der begge med succes blander den æteriske stemning fra A Perfect Circle ind i den ellers siruptykke powerchord-baserede grunge-malaise. Og så længe der er strøm på Surfact, så er det, på trods af den totale mangel på originalitet, egentligt ganske habilt.

Til gengæld falder de fuldstændigt fatalt igennem de fire-fem gange på pladen, hvor de forsøger sig med semiakustiske ballader. Her hører man, hvor begrænset forsanger Jesper Storgaards konstant klagende vokal egentligt er, ligesom man ikke kan undgå at lægge mærke til, at lyrikken ikke er mange niveauer over, hvad du finder i Mayland-kalenderen hos en gennemsnitlig 8. klassespige.

Så måske er grungen ikke decideret død og begravet. Men i Surfacts udgave er den i hvert fald mere udød end sprællevende.