Fujiya & Miyagi

Fujiya & Miyagi vil være alt andet, end det de er. De vil have japanske identitetskort, udgive på et ‘grönland’sk pladeselskab og lyde som de tyske krautrockere Can med pladetitlen opkaldt efter oplæg af den russisk/amerikanske forfatter Nabokov.

Albummet, der er debutværket fra en bleg drengeflok med de ærkebritiske navne David Best, Steve Lewis og Matt Hainsby, blev udgivet sidste år på undergrundsselskabet Tirk uden de store overskrifter, men har nu fået en ny chance i Europa. Trioen fattede sympati for hinanden ved mødet på fodboldtribunen, hvor det ikke var vindermentaliteten de dyrkede. Det er nemlig grønsværens simple gentlemandyder, der kendetegner udspillet med Moog-synth, guitar, tromme og bas på rollelisten.

Fujiya & Miyagi er langt fra hitlisteligaens hyperstylede sindelag, men spiller i deres egen sympatiske nedre division med hold i selvironien og begejstringen for krautrockens endeløse groove, der er en langsom og tilbagelænet britisk version af The Strokes, en funkrocket version af Hot Chip og i samme bås som vore hjemlige WhoMadeWho.

Udover de håbløst drengede tekster som »Walking to school as a kid and finding a porno mag in the middle of the road« på ‘Ankle Injuries’, savner man mere bid i deres picnicbaserede sangskrivning og nutterock. De har ganske enkelt overset mulighederne i den indre territorialkonflikt og henfaldet til de sædvanlige fish’n’chips, hvor der er for megen pausemusik og for få ambitioner.