Robert Green

Debutalbummet fra århusianske Robert Green er stemningsmættet og mørkt. Lyspunkterne er ikke blændende, men der er nok af dem til at lyse pænt op. Med en klassisk, halvkonservativ rockinstrumentering og simple arrangementer har Rune Christensen og kvintettens øvrige medlemmer – hvoraf ingen hedder hverken Robert eller Green – komponeret en skæring, hvor melankolien, en lethæs vokal og de dovent slæbende trommer fylder en del.

Det er da også de langsomme numre, der fungerer bedst. Et eksempel er den monotone ‘Burn One Down’ med et alternativt og særdeles udramatisk, nærmest dronisk arrangement. Numrenes opbygning er flere steder uortodokse. Vers glider umærkeligt over i omkvæd, hitskabelonens ABABC (A = vers, B = omkvæd og C = mellemstykke) bøjes og strækkes, og Robert Green garnerer sågar med et instrumentalnummer, ‘The White Bat’.

Det fungerer godt. Mindre godt fungerer ‘Learning to Fly Like an Al Queda Man’ og ‘I Guess I Need You’, for når tempoet sættes i vejret og melankolien forsvinder, bliver sangene mere ligegyldige og temmelig svære at hidse sig op over. Heldigvis lyser de mørke, melankolske highlights op og tilbage står en fin debut.