Unkle

Vores engelske onkel er tilbage. Og for tredje gang i træk i nye klæder. De fleste scratches og samplinger er blevet udfaset siden DJ Shadow forlod foretagendet efter den trip-hoppede og top-hypede debut ‘Psyence Fiction’ fra 1998. I stedet fuldendes nu det mere rockede og rå udtryk, der så småt startede på 2003’s elektroniske ‘Never, Never, Land’.

Ligesom sidst har James Lavelle fået Josh Homme fra Queens of the Stone Age og Robert Del Naja fra Massive Attack til at medvirke. Og derudover er der flere gode gæstevisitter fra blandt andre Gavin Clark fra Clayhill og Ian Astbury fra heavy-hovederne The Cult. Og for første gang har Lavelle også selv lagt stemme til et par numre, hvilket han gør ganske godt.

De bombastiske beats er som sagt skiftet ud med et væld af tunge guitarflader med repeterede riffs, der dog må dele magten med en mere traditionel sangskrivning. Eksempelvis er Josh Homme-samarbejdet ‘Restless’ skabt på den elektroniske musiks præmisser med hårdrockende rundgange som cirkulært centrum, i stedet for en mere fremadrettet vers/omkvæd-struktur, som for eksempel findes på den seje single ‘Burn My Shadow’.

Så langt så godt. Men selvom albummet med sin særegne sammensplejsning af rock og electronica indimellem har fundet lidt ledig spalteplads i genreleksikonet, så står der også ‘shoegaze-skitser’ på notesblokken efter en gang gennemlytninger. Halvdelen af krigsberetningerne er troværdige rapporteringer fra slagmarken, mens resten er for lange, for løse og for ligegyldige.

Unkle. 'War Stories'. Album. Surrender All/VME.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af