The Voices

Alle musikere er inspireret af tidligere musikere. Hos nogle skinner det tydeligere igennem end hos andre, men ideelt set lykkes et band eller en kunstner, hvis de formår at give en personlig fortolkning af deres inspirationskilder.

Det gør The Voices på ingen måde. Fans af blandt andet Harry Potter og Star Trek laver fanfiktion, hvor de bruger det litterære univers til at lave nye historier. The Voices er åbenbart så store fans af My Bloody Valentine og Spacemen 3, at de bruger deres lydbillede til at lave nye numre. Et kopiband intet mindre.

Første nummer på pladen er klassisk My Bloody Valentine med de sugende støjfiltre, der bruser ud af højttalerne. Her skaber en energisk basgang og uptempo rytmer nærmest punket shoegazer. Men de efterfølgende sange er apatiske kæbevridende gab, der dyrker stilen fantasiløst. Nogle af de sidste sange er latterligt trofaste Spacemen 3-stiløvelser. Tremologuitar, orgel, store, tunge hypnotiserende støjriffs og tekster om Jesus gudhjælpemig. Ren parodi.

‘Love’ forsøger at kombinere de to inspirationskilder med tremologuitar og en stor støjkanal, der som glasklare splinter flyver forbi hovedet og omringer én. Bedst er dog ‘You Shared a Smile I Thought Was True…’, hvor en ekkobelagt kvindevokal blidt og distanceret gemmer sine hemmeligheder bag smukke ringlende akkorder og slideguitar. For det meste er The Voices dog lige til Søpavillonen.