Film School

Det er underligt, men indadvendthed virker ofte tiltrækkende. Når menneskesky shoegazers stiller sig op på scenen, stirrer ned i deres sorte skosnuder og giver koncert uden at værdige publikum så meget som et spædt »thank you«, så er der ofte et eller andet dragende over det. Det er underligt, men sådan er det også med Film School.

Med My Bloody Valentine som et af forbillederne retter Los Angeles/San Francisco-kvintetten blikket nedad og spiller en mur af guitarriff, forvrængning og feedback. Guitarerne fylder ofte så meget, at vokalen nærmest forsvinder eller går i et med lydmuren, men musikken sætter sig alligevel fast.

Albummets stærkeste kort er de hårdeste numre. ‘Sick Hipster Nursed by Suicide Girl’ eller ‘What I Meant to Say’, der har en punket nerve og pumper af sted på en overdosis distortion og primaltrommer, og i det hele taget er Film Schools nye album mere punket end seneste udspil fra 2006. Måske har de gnedet sig op ad bands som The Fall og Ramones.

Men bedst som den indadvendte, dronerock har sat sig fast, tager pladen en uventet drejning. Et par ømme keyboardtoner og lidt nærmest Coldplay’sk føleri tager pusten fra pladen. Og trækker et point fra en ellers glimrende udgivelse.