Richard Youngs

Lad det være et spørgsmål om temperament, men skotske Richard Youngs nye album er en noget anstrengende affærer, man skal være mere en normalt tålmodig for at lytte sig igennem. Men det er åbenlyst ikke Richard Youngs’ mission, sådan at komme til sagen. Han tager sig i stedet ekstremt god tid til at repetere små tekstbrudstykker, hvor det er svært at finde både hoved og hale i indholdet.

På dette, sit ottende album, excellerer folk/pop-musikeren fra Glasgow atter i avantgardistiske, syrede universer. Sangene er bygget op over en nærmest entydig skabelon, som han åbenbart finder så velegnet, at han fortsætter med at anvende denne form pladen igennem.

Den akustiske guitar udgør grundstammen, men melodierne har ingen synderlig fremdrift. Derimod har de en nærmest meditativ karakter med trancelignende elementer, der kører i konstante loops. Oven på dette ligger Richard Youngs stemme i to forskudte spor, hvilket ikke bidrager synderligt til at skabe den klarhed, man leder efter, når nu musikken er så ensformig.

Efter kort tid bliver effekten derimod temmelig enerverende, da det mest af alt føles som at stå i en ekkodal med Richard Youngs’ stemme alle vegne. Men at basere næsten et helt album på denne vokal-virkning, er nok at tage munden for fuld. De tidspunkter hvor pladen lykkes bedst, er når Youngs prøver at holde sig til kun at være én person. Det andet bliver så underligt skizofrent.