Raz Ohara & The Odd Orchestra

Med to soloalbum på Kitty-Yo og ep’er på flere andre af Tysklands mest toneangivende elektroniske pladeselskaber har danske Patrick Rasmussen, alias Raz Ohara, opnået den kultstatus i Berlins electronica-miljø, han stadig har til gode herhjemme. Han har en af de mest fabelagtige danske stemmer, og nu kan den høres på et lille dusin nye, semielektroniske popsange.

På sit nye album, får Rasmussen hjælp af vennen, Oliver Doerell, som nogen måske vil kende som den ene halvdel af såvel Swod som Dictaphone. Sammen hedder de Raz Ohara & The Odd Orchestra, og her præsenterer de os for nogle af de mest afdæmpede og elegante Raz Ohara-sange til dato.

De dansevenlige beats er væk, og der er blevet endnu mere plads til Rasmussens stemme. Det er der kommet 11 dybtfølte, soulede tracks ud af. Doerells tilbagelænede, næsten vægtløse produktioner og de simple, akustiske guitarakkorder, der udgør resten af albummet, er så pæne og ufarlige, at det med de fleste andre stemme i forgrunden, var gået galt. Men til Raz Oharas passer de upåklageligt.

Om han nogensinde får den, kan kun tiden vise, men Rasmussen viser med albummet, at han stadig fortjener samme kultstatus i Danmark, som han har fået i Berlin.