Black Spade

I 70’erne delte banden Black Spades øretæver ud i de mere skumle dele af New York, inden de blev involveret i den spirende hiphop-bevægelse, der forsøgte at tage toppen af aggressionerne og lede ghettorødderne på andre tanker. I dag er Black Spade navnet på en yderst talentfuld musiker, der rapper, synger og komponerer sig igennem et interessant kludetæppe af hiphop-referencer og fremadskuende påfund.

Debutalbummet fra den St. Louis-baserede gør-det-selv-mand er opbygget omkring faderens omfattende pladesamling af soul, jazz og psykedelisk rock samt Black Spades enlige Kurzweil 2000-synthesizer. De boblende basgange, slæbende trommer og svævende synths gør, at ‘To Serve With Love’ lyder som en blanding af Kanye West, J Dilla og O.C., men på trods af inspirationskilderne formår han at skabe sit eget udtryk.

Med sit tørre flow giver han kvinden i sit liv den store kærlighedserklæring på ‘She’s the One’ over et vuggende jazzbeat. På ‘Loves Right Here’ croones der til skæv sydstatsfunk, og ‘Enjoy the Experience’ er et betagende og fantastisk hiphoptrack med indadskuende lyrik.

Black Spade kommer således hele vejen rundt men mangler lige den sidste opstramning, de fængende omkvæd og de knivskarpe rim, før det bliver virkeligt godt. Men så bliver det også heftigt.

Black Spade. 'To Serve With Love'. Album. Om/VME.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af