L.O.C. ‘Melankolia/XxxCouture’

Han er landets mest succesfulde og bedst sælgende rapper. Men Liam O’Connor er også en mand, der rent menneskeligt, har været helt nede og skrabe bunden. På århusianerens fjerde langspiller møder vi både verdensmanden og vrangsiden på et ambitiøst konceptalbum, der i to dele tager livtag med de syv dødssynder.

Første skive tager lytteren med ind bag facaden på »sadisten der holder alle udbrud indadvendt«. Ledsaget af nedbarberede og tungt slæbende beats blotter L.O.C. sit melankolske univers, hvor ængsteligheden og desperationen står i kø for at danse linedans med djævlen.

Jalousien og vreden får frit spil på den ulideligt underskønne ‘Hvorfor vil du ikk’, der krænger L.O.C.’s kærlighedskvaler ud: »Jeg ved alt om smerte, klær mig endda at bære det / men har din mor ik fortalt dig, at man ikke må knuse et hjerte«. Og den angrende ‘Fordi jeg kan’ er et andet højdepunkt, hvor selvudslettelse afløses af selverkendelse med en kærlig hilsen til moderen.

Hele den grufulde oplevelse indfanges yderligere af de stemningsfulde strygere, disharmoniske klangflader og skizofrent forvrængede vokalsamples, som hovedproduceren Rune Rask fornemt formår at tage med fra åndsbeslægtede Suspekt og tilpasse L.O.C. Det er alt sammen med til at gøre ‘Melankolia’ forbandet dragende og vellykket i modsætning til anden halvdel, den overfladedyrkende ‘XxxCouture’.

Her diskes i stedet op med en storladen og sprælsk synthlyd, der til tider minder lidt for meget om Timbaland eller Lil’ Jon. Det skal nok kaste et hit eller to af sig (hold især øje med Simon Kvamm-duetten ‘Superbia’).

Men sangene, der skal illustrere, hvordan det moderne menneske nu dyrker dødssynderne som dyder, fremstår mindre gennemarbejdede og lettere formålsløse i forhold til konceptet og ikke mindst den stærke første halvdel.