Camille

De mere men end 500.000 solgte kopier af hendes sidste album, ‘Le Fil’, konstituerede for alvor Camille som Frankrigs nye, store popikon. Og det var ikke engang overraskende, for hun har om nogen, det der skal til. Hun har taget følelsen af den stolte franske chansons-tradition og ført den ind i det nye årtusinde. Hun har charme, en fantastisk stemme og en fortid i kultfænomenet Nouvelle Vague.

Det har altså været noget af en udfordring at skulle begå en værdig opfølger til ‘Le Fil’. Den udfordring er hun ikke desto gået til med et vist mod, og ud af det er kommet et næsten Björk’sk bud på en fransk popplade anno 2008. Såedes akkompagneres sangene, der ellers ligger forholdsvis tæt opad den traditionelle franske popsang, af noget så utraditionelt som beatboxing, body percussion, water percussion, piano percussion, sporadisk digitalt støj og dyb, dyb bas. Det er produceret enormt pænt og ufarligt med popsangen, som det trods alt stadig handler om, i forgrunden, men det giver alligevel et rart personligt præg.

Om ‘Music Hole’ bliver en så stor kommerciel succes som ‘Le Fil’ må indtil videre forblive usagt, men kunstnerisk halter det ihvertfald ikke efter. Det er lidt for pænt, men stadig et sjældent personligt popalbum. Hvis det nye årtusinde har et bud på dets egen Edith Piaf, må det være Camille.