No Age

Duoen No Age udsendte i 2007 ‘Weirdo Rippers’, som ganske vist blot opsamlede sangene fra fem tidligere udgivne vinyl-ep’er men som samtidigt hang så godt sammen, at de med rette blev rost til langt op over skyerne af anmelderne. Dette nye albums utaknemlige lod er således både at udgøre en egentlig debut og at følge op på braget.

Dean Spunt og Randy Randall avler børn på gammel SST-punk-lyd á la Hüsker Dü og Descendents og er i det hele taget et par decideret adfærdsvanskelige størrelser at bide skeer med. Øregangene overpisses af skiftevis poppede og fuldstændigt atonale passager, der vælter sig i en utålelig svinesti af støj.

Man finder ret hurtigt ud af, hvor hvinende elendigt Spunt synger, men i de omgivelser hvor han nu engang er placeret, fungerer det. Det er et friskt pust i en tid, hvor selv Bob Mould fra førnævnte Hüsker Dü er begyndt at mishandle sin stemme med autotuner.

Og ‘Nouns’ er alt andet end skidt. Det er ikke lige så ubetinget fremragende som ‘Weirdo Rippers’. Men man skal være slemt forkælet for ikke at kunne nynne med på numre som ‘Here Should Be My Home’, ‘Brain Burner’ og ‘Things I Did When I Was Dead’, som på trods af den itutævede lo-fi-indpakning stadig stråler som katteskidt i måneskin. Coveret fortjener i øvrigt næsten en hel anmeldelse i sig selv, men vi nøjes med at tildele bonuspoint.