Mudhoney

Mudhoney var i 1988 med ep’en ‘Superfuzz Bigmuff’ og singlen ‘Touch Me I’m Sick’ for grungerocken, hvad folk som The Stooges, MC5 og The Sonics var for punken. Proto-grunge er dog måske et usmart prædikat at give Seattle-bandet, som nu med rette istedet kan kaldes genrens sidste sande overlevere.

Tyve år efter er de nemlig fortsat i vælten med et nyt udspil, som atter er så sammenbidt og uvasket, at man ved første gennemlyt føler sig hensat til en tidslomme i et par sønderslidte og knæhullede jeans fra årene, hvor Kurt Cobain stadig trak vejret. Bandets forrige to album var mere eksperimenterende, men de unoder er der nu slået en stor, fed og larmende kridtstreg henover.

Blot tre en halv dag i studiet har ‘The Lucky Ones’ kostet, og den umiddelbarhed spores nemt i sangene, som slagter lir og finesser på den rå energis sveddryppende alter. »The past made no sense / the future looks tense!«, snerrer Mark Arm så trodsigt på åbneren ‘I’m Now’, at man skulle tro, at han kun er halvt så gammel som sine 46 år.

Den møgseje stikpille er desværre også højdepunktet på et lidt jævnere album uden så mange andre ærmetricks end den revitaliserede gamle lyd. For kendere er dette et kærkomment genlyt, men der er ikke et nyt ‘Touch Me I’m Sick’ at finde på skiven, og således kommer den derfor sikkert heller ikke til at omvende nye fans til mudderklirerne.