Neil Young – rock på tværs af generationer

Ikke mange kunstnere har nerver til at gå tyve minutter forsinket på scenen, men Neil Young følger kun sit eget skema. Da han kom, lignende han en umedgørlig mand, men det var såmænd bare fordi, han havde besluttet sig for at blæse os væk med en omgang larmende pigtråd. I en time spillede Young et voldsomt set, der blandt andet inkluderede ‘Hey Hey My My (Into the Black)’, selv om han i midt-90’erne svor aldrig at spille det igen, fordi Kurt Cobain citerede sangen i sit selvmordsbrev.

Som var det den mest naturlige ting, spandt Young fine tråde mellem de fire årtier, som hans karriere har dækket. Han tog det gamle ‘Cinnamon Girl’ op og lod det flyde naturligt over i ‘Fucking Up’ og forbandt dermed over 20 års rockhistorie på en overbevisende måde, der refererede til Pixies, Band of Horses og meget andet af hans afkom.

Efter en time skiftede Young over til sin mere afdæmpede side. Det betød akustisk guitar og mundharmonika på ‘Oh Lonesome Me’, hvorefter han opsøgte kirkeorglet til en lovlig frelst og melodramatisk udgave af ‘Mother Earth’, men det gjorde virkelig, virkelig ikke noget, da den straks blev efterfulgt af rørende versioner af ‘Unknown Legend’, ‘Heart of Gold’ og ‘The Needle and the Damage Done’. Neil Young havde Pegi Young på backingvokal, og hendes tilstedeværelse sikrede en solid akustisk guitar i en vild udgave af ‘All Along the Watchtower’, som Young flabet påstod, han skrevet med sin ven Bob in mente.

Til sidst tabte han dog lidt af fodfæstet og syrede ud i nogle lange jams, der måske ikke skulle forladt øveren. Det samme gjaldt en fjoget version af The Beatles’ ‘A Day in the Life’, som vi sagtens kunnet have været foruden.

Det rokker bare ikke ved, at Neil Young præsterede en ærefrygtindgydende stærk koncert, der foldede rockhistorien fornemt ud og afspejlede det aldersmæssigt vidtfavnende publikum.