Ratatat

Fire år efter deres roste, selvbetitlede debutalbum og to år efter den ligeså roste opfølger, ‘Classics’, er Ratatat igen albumaktuelle. Denne gang med ‘LP3’, der vidner om, hvad der skete, da New Yorker-duoen blev sluppet løs i et hus fyldt med sjældne synthesizere og gjorde alt for at udnytte situationen.

Derfor er det heller ikke overraskende, at guitarerne lang hen ad vejen måtte vige for synthesizerne. Det skal nok forskrække en del af duoens fans at høre netop det, men de har nu ingen grund til bekymring. Der er trods alt stadig masser af fine guitarriffs tilbage i Ratatat, og selv når synthesizerne overtager fuldstændig, er deres stadige blanding af instrumental rock og ditto electronica ligeså karakteristisk som noget andet, de har begået. Den er stadig lige velproduceret, og det er stadig lige uforudsigeligt, hvad der venter efter næste break.

Inspirationskilderne har nemlig været mange, og ‘LP3’ når på den måde omkring alt fra opklippet calypso, over dub til rendyrket electronica og noget, der mest lyder som elektronificeret softrock, men altid med Ratatats særegne produktion som baggrund. Der sker så meget, at det er sjældent, en melodi for alvor fænger og hænger ved. Til gengæld bliver det aldrig kedeligt at have albummet i afspilleren.