Fujiya & Miyagi

Der er ikke meget nyt under glødepæren på britiske Fujiya & Miyagis tredje album, som følger op på det to år gamle, anmelderroste gennembrud ‘Transparent Things’. Man behøver som bekendt heller ikke altid at genopfinde sig selv, men innovationen kan i dette tilfælde sammenfattes i, at numrene oftere foregår i et lavere tempo end tidligere.

David Best hvisker stadig sine mørke, messende hverdagsanekdoter henover strømlinet, modulær meccano-funk med en krautrockende understrøm, og repetitionens poppede fryd er fortsat en dyd for bandet. Man mistænker næsten den edisonske omslagsillustration for at være et forsøg på at kompensere for den manglende opfindsomhed på den musikalske front.

Man skulle således tro, at slutproduktet også ender med at være okay, når nu de gearløse gutter ikke har forsøgt at bryde en i forvejen yderst velfungerende formel op. Men også her skuffer de fælt. Gruset i maskineriet er ganske enkelt ufængende sange, der ikke rigtigt formår at genne lytteren ned i de elegante søvngængergrooves, som det ellers lykkedes på forførende og mesmeriserende vis med det forrige udspil.

Dog kryber titelnummeret og ‘Goosebumps’ – meget passende – ind under huden og bygger reder, mens den H.C. Andersen-namedroppende single ‘Knickerbockers’ er præcis lige så kølig og delikat som isdesserten, den er navngivet efter. Instrumentalnummeret ‘Hundreds and Thousands’ digter videre på groovet fra det nummer, og formår at gøre det interessant på egen hånd. Resten af albummet demonstrerer på fornemste vis minimalismens kedeligste fælde: At falde i med tapetet. Men hvilket stilfuldt tapet.