Jonathan Johansson

Hvordan ville det lyde, hvis New Order, Erasure og Junior Boys besluttede sig for at producere en længselsfuld svensk visesanger dybt inde i nabolandets nåleskove?

Tjaeh, et ikke helt platfodet svar ville være stockholmske Jonathan Johanssons albumdebut ‘En hand i himlen’, som ikke blot summer af synthpoppet 80’er-nostalgi men også rammer den særlige, sentimentale klang af mosbegroet tristesse og himmelråbende spiritualitet, som vore svenske nabo-sangskrivere ofte praktiserer.

På en meditativ bund af sfæriske Yamaha-keyboards, elektroniske trommer og syntetiske basgange kredser Johanssons lidelsesfuldt ventilerede vokal om eksistensen, ensomheden og drømmenes sarte terræn. Og især på titlerne ‘Sent för oss’, ‘Efter skimret, efter snön’ og ‘Säg vad ni vill’ med sit The National-klingende trommespor lykkes det på forbilledlig vis Johansson at kombinere det introverte med det udadvendte i sine synthesizer-drevne helikopterture. Bestemt ikke ulig 80’ernes New Romantic-bølge.

Johansson skal roses for sin omhyggelighed og insisterende emotionalitet, men man kan ikke desto mindre savne, at han af og til rækker mere ud efter peberbøssen i stedet for den sukkerskål, som bestandigt synes indenfor rækkevidde i det lidt kandiserede univers. Det betyder bestemt ikke, at der ikke er poetiske passager af høj sentimental kvalitet, men man kunne efterlyse flere ridser i porcelænspoppen til at opveje den lidt pseudo-inderlige højtidelighed.