Green Concorde

Da danske Green Concorde i 2007 debuterede med den kuldslåede og desperate ‘Ten Cities’, var der højkonjunktur i Danmark. Mælk og honning. Fladskærme og samtalekøkkener. Det gik med andre ord rigtig godt. Siden er smilene stivnet i takt med, at bankkrak, fyringsrunder og tvangsauktioner er blevet hverdag. Og hvis dystre udsigter kalder på dyster musik, kan Green Concordes anden fuldlængde ikke komme på et mere velvalgt tidspunkt.

Københavner-bandet har da heller ikke fået lettere til smil de sidste to år. Kvartetten spiller fortsat iskold og klaustrofobisk postpunk, som få andre herhjemme. Udtrykket er dog blevet justeret en anelse i forhold til debuten: Ser man bort fra det muskuløse åbningsnummer ‘Miami’, synger frontmand Morten Espersen Dam knap så manisk denne gang. Det klæder i høj grad sangene og gør sammen med de mere nuancerede arrangementer og den detaljerige produktion albummet til en mere interessant lytteoplevelse.

Sange som ‘Flowers of Romance’, ‘Silvercoated Buildings’ og ‘Silence and Glass’ er blandt albummets frostklare højdepunkter. Her rammer Green Concorde deres helt egen udgave af mismodig storbyrock anno 2009. Værd at fremhæve er også det seks minutter lange, slæbende requiem ‘Death’, der lyder som deprimeret Joy Division komplet med ulmende bas, rumklangstrommer, skærende guitardroner og de lidet opmuntrende fraser »I’m disillusioned / this is all I see«. Ord som uagtet deres intension rammer lige midt ned i disse recessionstiders forkrøblede zeitgeist. Her slipper intet lys ind.