I Was A King

Der er røre i norsk rockmusik, hvor succeshistorierne efterhånden er mange. Et af de seneste skud på stammen er I Was A King. Anført af Frode Strømstad og med prominente gæster som ingen anden end Sufjan Stevens barsler gruppen med album nummer to, der hverken kan eller vil vælte nogen af pinden med sin særegenhed eller nytænkning. Well, mindre kan sandelig også gøre det.

Strømstad & co. kan deres støjrock og 60’er-powerpop på fingrene. Her er 15 hovedsageligt guitar-tunede sange, der pisker gennem et album på lige godt en halv time. Forbillederne er ikke sådan at tage fejl af. På ‘Step Aside’ har Strømstad lånt J. Mascis’ galoperende, overstyrede guitar, mens en mindre mur af støj á la My Bloody Valentine agerer bund på det meste af albummet. I front sørger Strømstads melodifornemmelse og spæde, men fine vokal for at lette udtrykket.

Det er ikke alle sange, der manifesterer sig mindeværdigt, og visse steder undgår albummet ikke et lidt bagatel-agtigt skær. Dog skiller især ‘It’s All You’ sig ud med sin mere tålmodige opbygning og episke udfoldelse. Som helhed er ‘I Was A King’ dygtigt udført, og nordmændene falder på ingen måde igennem i international målestok. De fremstår som et troværdigt skandinavisk bud på harmonisk støjrock med en sødmefuld naivitet, der lever på spændingen mellem modhagerne og de udglattende vokaler og harmonier.