Miss Kittin & The Hacker

Det er otte år siden klubverdenen gik i koma, da electroclash-bølgen peakede i kølvandet på Miss Kittin & The Hackers ‘First Album’. De to blev om nogen bølgens bannerførere, men selvom hypen dengang syntes at være endeløs, er otte år meget i klubland. Så meget at deres nye album nærmer sig en art dobbelt retro-æstetik.

Det er nemlig ikke meget, der har ændret sig. Deres poppede electrohouse oser stadig af kærlighed til både slut-70’ernes italo-disco-scene og det ‘værste’ fra 80’ernes popscene, og det er stadig old school trommemaskiner og retroklingende synth-temaer, der ligger bund til Kittins mumlende fremføring af helt bevidst fladpandede tekster om glamour og Ray Ban-solbriller. Den eneste nævneværdige forskel er i virkeligheden, at hvor dén blanding var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt i 2001, så synes den mere malplaceret i 2009. Dengang gjorde de inspirationskilderne til deres egne. I dag er det en minimalt opdateret version af et meget tidstypisk 00’er-fænomen, duoen byder os.

Ret skal være ret, og The Hacker skal have ros for stadig at producere med et godt popøre. Således fungerer flere af numrene da også fint, mens andre, som for eksempel det katastrofale cover af Elvis’ ‘Suspicious Minds’, er mere tvivlsomme. Albummet skal nok kaste et klubhit eller to af sig, men der er næppe grund til at håbe eller frygte, at det sætter gang i endnu en electroclash-bølge.