Harrys Gym – poesi og klichefyldt bulder

Med en hel del norske gloser blandt publikum var de fire medlemmer af Harrys Gem næsten på hjemmebane, da de indtog scenen. Tre mand i sort anført af den klejne sangerinde Anne Lise Frøkedal i rødt.

Harrys Gym spiller sfærisk electrorock med en hel del synthesizer-bas og backing tracks, og sjældent har et band slingret så meget på den hårfine grænse mellem det poetiske og et bulder af billig sentimentalitet.

De fleste af numrene viste sig at indeholde en hel del båndede spor med fortrinsvis trommer og perkussion, som trommeslageren så kunne spille op til. Fint nok, men i nogle numre clashede timingen simpelthen med bandet og herunder specielt trommeslageren, som man af og til godt kunne have været foruden. I andre numre gik de forudindspillede elementer og bandet op i en højere enhed.

Når det var bedst, lød det som en poetisk sammensplejsning af Placebo, Massive Attack og Kent. Når det var værst, var det hele et klichefyldt virvar af trommebulder, synth-prutten og kvindehvin.

Harrys Gyms pose af tricks er velkendt, næsten slidt, men i glimt var den også smuk og medrivende. Den fungerer forhåbentligt bedre på det selvbetitlede debutalbum, der endnu ikke er udkommet i Danmark.