Tidligere på måneden samlede vi jeres bedste spørgsmål til Dúné. Nu har forsanger Mattias Kolstrup været ved tasterne. Læs hans svar her.
Robert Larsen: Er det ikke nogen gange vildt irriterende at være syv i et band?
»For det meste er det faktisk enormt rart. Vi har altid nogle andre at snakke med, hvis en går dig på nerverne. Vi keder os aldrig med hinanden eller noget. Den kreative proces går næsten aldrig i stå, og så kan vi i bandet være meget mere ansvarlige for de ting, der sker omkring os (som økonomi, artwork, marketingsplaner etc.), da vores kompetenceområder er meget brede på grund af de mange forskellige talenter, vi har i bandet«.
Thomas Madsen: Kan man leve af at spille musik, når man er syv i et band?
»Med utrolig god og stram økonomisk planlægning så kan vi overraskende nok leve af det«.
Thomas Madsen: Hvor langt synes I selv, I kommet med jeres musik, og hvor er I på vej hen?
»Vi er nået langt allerede med den første plade, men slet ikke langt nok. Vores næste store mål er også at slå bredt igennem i Tyskland, Østrig og Schweiz og derefter brede os til andre større og mindre europæiske lande med samme formål. I det lange løb (det vil sige et par år og plader ude i fremtiden) vil vi gerne kunne spille koncerter for op i mod 10.000 mennesker i hele verden«.
Sebastian Sharif: Hvordan er det tit at blive stemplet som ‘teenage-gymnasieband’?
»Well, vi var jo et teenage-gymnasieband, så stemplingen var egentlig berettiget nok. Altså tog vi det ikke så slemt igen. Vi var jo rimelig meget oven på alligevel. For eksempel under Danish Music Awards 2008, hvor Jan Gintberg gjorde en stor dyd ud af, at vi var teenagere fra Skive, der gik i gymnasiet, men da aftenen var slut, havde vi vundet tre ud af tre priser og fået en flok røvkedelige branchefolk til at danse med på vores livenumre som de eneste artister dén aften«.
Amalie: Har i et specielt ritual, inden I går på scenen, og hvad står der på jeres liste over, hvad der skal være i jeres ‘star room’?
»Et lyserødt, læderbeklædt hønsenet-bur, Ole kan danse semi-homo-erotiske danse i nøgen efter lidt for mange vodkashots, er faktisk det eneste, vi har på vores forplejningsliste, der er lidt ud over det sædvanlige… Udover at vi selvfølgelig stadig insisterer på, at Michael Jackson altid skal være på gæstelisten til vores show. Før koncerterne har vi flere ritualer. Vi hører ‘The Pretender’ med Foo Fighters for ligesom at sætte festen i gang. Så samler vi os i en rundkreds og synger/råber en melodi, vi har lavet. Så samler vi hænderne på midten som et andet håndboldhold og råber et ord, vi kalder ‘Word of the Day’, der positivt beskriver vores dag«.
Bella Thorshave: Jeg hører, at I skal flytte til Tyskland. Hvorfor har I valgt at gøre det?
»Vi flyttede for cirka to måneder siden. Vi valgte at gøre det af flere forskellige årsager. Vi ville gerne prøve at leve i et andet land med en anden kultur og et andet sprog for at udvikle os og for at vinde kreativitet. Berlin er billigere at bo i, så pengene rækker længere. Det er en enorm fed by med Europas nok fedeste puls. Vi bliver simpelthen inspireret af at bo der. På den professionelle side er vores tyske pladeselskab, der styrer vores aktiviteter i hele Europa, placeret i Berlin. Vi har enormt store ambitioner i udlandet og ville derfor gerne være 100 procent til rådighed for dem samt have en direkte daglig kontakt ved for eksempel at kunne smutte op på deres kontor på ti minutter og snakke om forskellige ting. Det højner deres entusiasme og får ting til at ske hurtigere«.
Maria Cramer-Møller: Hvem er I inspireret af?
»Jeg er mega inspireret af min farfar på 89. Han lever i Thy på en stor dejlig nedlagt gård, vi lidt i spøg kalder ‘Godset’. Jeg vil enormt gerne være som ham, når jeg bliver virkelig gammel. Altid glad og helt klar oven i. Manden er 89 år gammel og brokker sig over, at han ikke kan huske »hvad Niels Jensens, jeg kendte fra Birkerød Kostskole, afhandling anno 1947 handlede om«. Det er liv! Og dybt inspirerende«.
Kamilla Spang: Hvilke plader hører I mest i tourbussen?
»Det er enormt forskelligt. Jeg havde en lidt sjov oplevelse på vores sidste tour. Jeg startede oppe i forenden af bussen, hvor Danny og Simon sad og så Velvet Revolver-, Guns N’ Roses- og Faith No More-live-dvd’er. Jeg bevægede mig så ned igennem bussen. I sin kabine lå Piotrek og hørte Coldplay, og da jeg kom ned i enden sad Ole og Cille og hørte et eller andet skummelt electro. Det er cirka sådan, musikken er fordelt i bussen«.
Karoline: Hvad er jeres mest pinlige oplevelse?
»Sidst vi spillede i Berlin, havde jeg nogle helt nye støvler på, og de var herre glatte, så jeg gled ret meget rundt. På et tidspunkt blev jeg så ret overmodig og ville lave et spark ud i luften. Desværre gled min anden fod under mig, og jeg smadrede ned på gulvet foran alle + et kamera, der fangede det hele. Nu ligger det selvfølgelig på nettet«.
Karoline: Hvordan har I det med jeres fans?
»Det er monster fedt at dele sin passion med en masse mennesker, der går så meget op i det, vi laver. De er jo hele grundlaget og hele fundamentet i dette vores livsværk. Det ville være totalt stupidt at brokke sig over det. Det eneste, der kan være lidt pres, er når nogle fans bliver lidt småbesatte og er overbevist om, at vi er bedste venner med dem. Det er dog meget meget få, der er sådan, så alt i alt er det fantastisk«.