Afenginn

‘Bastard etno’ er det ord, Afenginn altid selv har brugt til at beskrive deres særegne musik med, så det er en velvalgt titel til deres seneste udspil, som er en art opsamlingsopus, der skal sparke de balstyriske danske musikanter udover landets grænser. Albummet består af tre nye sange og syv genindspilninger af numre fra kvintettens tre tidligere album, som er blevet pudset af og tæmmet en smule. Uden at Kim Nybergs kompositioner har lidt hørbar skade.

Åbneren ‘Perky [Pearl]’ er frisk fra fad og står fint distancen med de ældre sange, og ‘Tattar Humpa’ fra debuten ‘Retrograd’ er stadig en brillant nyklassiker på den danske sydøsteuropæisk-folkemusikscene. Hvor lille den så end måtte være.

I følge bookletten er Afenginn en todelt bastard. Som basilisken, et fabeldyr, der er halvt fugl, halvt drage. Men gespenstet Afenginn er snarere halvt blærerøvet konservatorienørd, halvt brændevinsbums. Som på den europæiske folkemusikscene hører til i den mindre intuitivt dansable ende. Ikke fordi deres balkanbilly og etnomelankoli mangler energi eller musikalske muskler, men på grund af de komplekse taktarter, temposkift og manglende leflen for kroppens og ørets vaner.

Ikke desto mindre har tilføjelsen af den erfarne Aske Jacoby før sidste album gjort bandet mere stramt og iørefaldende. Så mens der ikke er så meget at hente for kendere, er ‘Bastard Etno’ et oplagt sted at indlede et bekendtskab.