Los Campesinos!

Fans af walisiske Los Campesinos! har måttet gå brødflove i seng i over et års tid. Og hvad så? Andre bands er rask væk to og tre gange så lang tid om et album. Men er man forvænt med septettens Usain Bolt-tempo, hvor de i samme tidsrum tidligere har spyttet to fremragende fuldlængder og en ep ud, er forventningerne efterhånden skruet op igennem loftsbrædderne.

Som hos storbandkollegerne i Arcade Fire og Broken Social Scene serverer bandet det store kolde bord i instrumenter. Blæsere, strygere, glockenspiel og synths vælter sig rundt i et vidunderligt, kakofonisk bunkebryllup. Forsanger Gareth Campesinos’ lyriske vid ydes vanskeligt fuld retfærdighed i anmeldelser. Han skriver som en Formel 1-udgave af Arctic Monkeys’ Alex Turner hvasse hverdagsfortællinger i skarp sarkastisk sovs med Facebook-status-værdige oneliners som krymmel.

‘We’ve Got Your Back’ demonstrerer guldkornsfrekvensen med linjer som »every girl I ever kissed / I was thinking of a pro footballer« og »I’ve learned more from toilet walls than I’ve learned from those words of yours!« I forhold til før synger han også mere, end han råber. Det er et rart holdepunkt, for albummet virker mere åndenødsfremkaldende end tidligere udspil.

Hvirvelvindspopperne er nemlig gået hen og blevet større rodehoveder, end godt er. Mindre fortravlede skæringer som ‘In Media Res’, ‘There Are Listed Buildings’, ‘Who Fell Asleep’ og ‘This Is a Flag. There Is No Wind’ cementerer dog et skyhøjt niveau, men det ville klæde dem at slappe lidt mere af.