OK Go

Prøv at google OK Go. Fjerde hit vil være to ultrapopulære musikvideoer med bandet, der danser. Lidt sjovt. I hvert fald sjovt nok til at man glemmer at lytte grundigt til musikken. Måske burde de overveje at gøre det samme til numrene fra deres nye album ‘Of the Blue Colour of the Sky’. For ved grundig gennemlytning falder deres forsøg på funk hurtigt fra hinanden.

Pladen er mere dansabel end tidligere, mens teksterne stadig kredser om de mørke sider af kærlighed. De fire amerikanere har ladet sig inspirere af selveste Prince, men der er langt op til den liga, hvor den lille androgyne popstjerne har huseret i mange år. Forsanger Damian Kulash forsøg på at kopiere prinsens kælne vokal fejler. Bedste eksempel er det lækre basdrevne ‘Skyscrabers’ hvor Kulash bevæger sig ud i ‘Lenny Kravitz møder falset’, der lyder som en utæt luftventil.

Albummet indeholder flere catchy momenter, og ved de første gennemlytninger kan man sagtens tage sig i at slå lidt med foden eller synge med på et omkvæd. Men efter fem, seks og syv gange krakelerer førstehåndsindtrykket, og man får en klaustrofobisk trang til at trykke en anden plade på play.

Det store problem for OK Go er, at de mangler originalitet. Den originalitet de mestrer indenfor video-dansekoreografi. Efter tredje fuldlængde vil OK Go stadig bare være ‘de fire fra den video, hvor de danser på løbebånd’.