Marie-Louise Munck

Selvgjort er velgjort. I hvert fald hos Marie-Louise Munck der ganske vist udsender sit første album under eget navn, men som tidligere har tiltrukket sig opmærksomhed som vokalist i Amstrong og Antenne. For på ‘The Birds Fly Up’ har hun stået for både sang- og tekstskrivning samt produktion. Og selv om albummet næppe vil kickstarte nogen revolutioner, slipper hun nogenlunde helskindet igennem sin første solotur.

Stilmæssigt befinder vi os i et intimt aflukke, hvor klaverbåren kammerpop og akustisk sadcore farver de ni numres neddæmpede natur. Tænk danske Munck//Johnsons skrabede sangskitser iklædt mere varieret, men stadig tilbageholdt akkompagnement.

Tonen er hele vejen igennem udpræget seriøs, faktisk i så høj grad at det traurige lydtæppe ind i mellem truer med at kvase de sarte melodier, eksempelvis på ‘Songbird’ hvor den alvorsfulde tone strejfer det opstyltede. Så fungerer det bedre, når Munck tøjler sin stærke stemme på den dystre ‘All the Time in the World’, der bygger tålmodigt op – uden at detonere.

Sjov nok bliver Marie-Louise Munck efterfulgt af Marie Fisker i mit musikbibliotek, og indtil flere gange har jeg taget mig selv i at tænke »Så kom der endelig lidt gang i den!«, når åbningsnummeret på sidstnævntes album ’Ghost of Love’ satte i gang. Det har selvfølgelig ikke en skid at gøre med ‘The Birds Fly Up’. Men alligevel kan det ses som et tegn på, at en lidt mindre højstemt alvorsfuldhed ville være kærkommen.