Titus Andronicus
Når bandet opkaldes efter Shakespeares blodigste værk, albummet efter USA’s første pansrede slagskib, en af sangene efter et søslag, hvor netop det skib indgik, og man tilmed strør citater fra Abraham Lincoln og poeten Walt Whitman henover hele skiven, som oven i købet er et erklæret konceptalbum, så burde alle alarmklokker bimle.
New Jersey-kvintetten Titus Andronicus går dog uforfærdet til værks og forsøger henover ti numre og 65 minutter at redegøre for, hvordan uløste konflikter fra den amerikanske borgerkrig fortsat syder i yankeernes kollektive bevidsthed som væskende sår, der ikke vil hele.
Bandets fordrukne musikalske slagmark indbyder til at beskrive lyden med følgende fuldemands-logik: The Hold Steady drikker Los Campesinos! under, mens Arcade Fire og Bruce Springsteen bevogter jukeboxen i hjørnet. Frontmand Patrick Stickles skråler med katarsisk klingende desperation i stemmen, som havde han selve djævelen siddende på skuldrene: »I’m at the end of my rope and I feel like swinging« lyder det på ‘A Pot in Which to Piss’, på ‘Theme From ‘Cheers” opridser hans planer om at drikke sig ihjel, mens han med selvfølgelighed på ‘Four Score and Seven’ hævder »I was born to die just like a man!«
De storband-episke, men også sejlende stive, ølhundeglammende, pubrockende og alenlange sange udgør et jordnært kontrapunkt til den ellers så højpandede og litterære tilgang, hvor hverdagsanekdoter spejles i historiens vingesus. Albummet indfrier alle ambitionerne. Det er ganske enkelt uforglemmeligt og langt større end de uværdige cd-, lp- eller mp3-formater, som transporterer sangene.