Darwin Deez

»Krøller eller ej, vi elsker vores børn« sang Tommy Seebach tilbage i 1981. Newyorker-baserede Darwin Deez har for det første rigeligt med slangekrøller, og for det andet er det svært ikke at falde for den charmerende danseknægt, når han med en stor portion humor og en lille sjat melankoli krænger kærestesorger ud over beats fra en trommemaskine og iørefaldende guitarriff.

Men stop en halv. Hvor godt som det end lyder, bliver den samlede pakke en smule for puttenuttet og ‘ensomme nætter på teenagesoveværelset’-agtig. Og at Darwins i øvrigt fine vokal oven i hatten vækker minder om Death Cabs Ben Gibbard hjælper ikke på debutalbummets let lidende udtryk.

Med det sagt har Darwin flere steder på debuten skruet nogen meget mere end gennemsnitlige popsange sammen. Det lalleglade mini-hit ‘Radar Detector’, den huggende ‘The City’ og det fremragende åbningsnummer ‘Constellation’ viser alle krølleknægten fra hans bedste side med lige dele Phoenix-stemning, DIY-charme og latterligt fængende guitarhooks.

Ligeså dejlige som en håndfuld af albummets sange er, ligeså meget tenderer resten af albummet dog det ligegyldige. Formlen med trommemaskine, guitar og Darwins vokal er nemlig uden de store udsving hele vejen igennem, hvorfor numre uden samme melodiske pondus som ovenstående falder igennem og bliver fyld. Manglende sangkvalitet til trods er Darwin dog gennemgående dybt elskværdig og charmerende, han har bare ikke helt ramt målet endnu. Krøller eller ej.