Spot Festival 2010: Efterklang – midnatstriumf

Et beruset og forårskådt Spot-publikum havde krudt i røven inden Efterklangs koncert fredag ved midnat. Der blev fjollet, klappet og kastet med tomme ølkrus mellem stolerækkerne i den propfyldte sal. Med al respekt for Efterklangs komplekse orkesterpop er det altså ikke det mest oplagte festmusik.

Da bandet endelig entrede scenen og satte ‘Full Moon’ i gang, faldt der dog ro over publikum, og snart var hele salen opslugt af Efterklangs raffinerede toner. På sangene fra det seneste album ‘Modern Drift’ har bandet skåret ind til benet og nedskaleret deres tidligere så barokke og svært tilgængelige udtryk. De mere umiddelbare popkvaliteter i sange som ‘I Was Playing Drums’ og ‘Alike’ gjorde bestemt sit til, at bandet aldrig tabte publikum undervejs.

Sjovt nok var højdepunktet dog alligevel, da bandet midtvejs spillede det gamle nummer ‘Step Aside’. Under hele seancen flimrede to stroboskop-lys i vekslende farver omskifteligt i takt til det opklippede og uroligt flimrende beat, mens den tyste melodi foldede sig ud over Thomas Husmers støvede trompet. Mageløst og dybt hypnotiserende.

Efterklang kommer i højere grad end tidligere publikum i møde. Tidligere i bandets karriere skabte semi-fjollede udklædninger en form for distance. Denne aften var det bare seks virkelig talentfulde musikere på en scene med deres unikke musik i centrum. Det virkede både stærkere og mere ærligt. Og publikum kvitterede da også for Efterklangs imødekommende attitude med stående ovationer efter en perfekt version af ‘Modern Drift’ hen mod slutningen af koncerten.

Efterklang fik ved denne midnatsseance cementeret, at de er et af Danmarks mest velspillende og særegne bands, som bliver ved med at udvikle sig i positiv retning. Dem kan vi i sandhed godt tillade os at være stolte af.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af