David Dondero

David Donderos historie handler om en jævn folkrocker, der måske aldrig bryder igennem, og som, hvis man tillægger pressefotoet sandhedsværdi, hygger sig på en gård lidt udenfor Austin, Texas med sine høns, når han da ikke med tornysteret på ryggen drager ud som troubadour.

Hans claim-to-fame? Conor Oberst fra Bright Eyes fandt sig først til rette med sin egen lettere vakkelvorne, men ekspressive sangstemme, da han hørte Donderos. Som resultat udkommer Donderos syvende album nu på Obersts pladeselskab Team Love.

Det skovmandsskjorteklædte ‘average-Joe’-image og stoiske arbejdsmandsmentalitet smitter af på lyrikken, hvor han blandt andet besynger sit koleriske skvat af en sjakbajs, som går i hundene over fladskærmsgæld på ‘Job Boss’, og stripperen, der lige akkurat bærer over med sit sølle klientels pattebarnlige lyster på ‘Just a Baby in Your Momma’s Eyes’.

Man mærker et stort storyteller-hjerte, og Dondero er ej heller bleg for at prikke selvironisk til sin lave profil med titelnummeret. Men hovedårsagen, til at han går under mangen en radar, er, at han nærmest passer for godt ind i americana-traditionen. Overraskelserne er næsten ikke-eksisterende i både instrumentering og kompositioner. Det er bare solide sange uden så meget pis. Når der endelig kommer lidt krydderi på toppen, som den rablende banjo på den næsten episk lange ‘Wherever You Go’, er det også magisk.

Albummet er derfor langtfra det juks, som det amatøragtige omslag antyder, men det er sikkert heller ikke noget, der river Dondero ud af obskuritetens grå dis. Dertil er det alt for fodformet og ordinært.