Helgi Jonsson

Helgi Jonsson kan lave musik med bind for øjnene. Det virker i hvert fald nærmest intuitivt, når den følsomme islænding krænger sin sjæl ud på et 25 minutters minialbum, som i den grad retfærdiggør den tidligere Sigur Rós-trombonists solokarriere. Jonsson beviser på den korte plade sin leveringsdygtighed udi storladen melankolsk popmusik, i samme boldgade som Teitur legede i for tre udgivelser siden.

Åbneren ‘Make Me Fall’ viser en mere udadvendt Helgi Jonsson, end man kender ham. Det pompøse halvrockede lydbillede afløses dog hurtigt af mere introvert melankoli på de sitrende ‘Aurora’ og ‘Blindfolded’. ‘PÚ Mátt Alltaf Gista Hér’ dufter lifligt af Sigur Rós’ postrock men bevæger sig ikke ud af poppens lune intimsfære. Højest til loftet er der på den Rufus Wainwright-klingende ‘Wild Hearts Run Out of Time’, som med masser af patos bliver ep’ens følelsesmæssige klimaks.

Helgi Jonssons udnyttelse af den sparsomme plads er dog ikke helt optimal. Den kaleidoskopiske blæserintermezzo ‘Á Kafi’ tjener for eksempel ikke noget særligt formål, da dens rolle som centerfold ikke fungerer særlig godt. Det samme gør sig gældende for afslutningsnummeret ‘I Snji Ó Kom U’. De instrumentale afbræk bliver ligegyldige penselstrøg på det i forvejen lille lærred – billedet er dog åndeløst smukt.