One Year From Home

Fem numre på en ep giver tit en efterfølgende følelse af, at det var lige tilpas, eller ligefrem at man vil have ‘mere, mere, mere’. Men i tilfældet One Year From Home er det lige før, at fem er en, hvis ikke to og en halv for meget.

Bag One Year From Home gemmer sig 30-årige Mads Brinch Nielsen, der aldrig selv har udgivet noget, fordi sangeren aldrig har fundet sig til rette i spotlyset. Det smitter af på ‘The Strip’, der sine steder lyder som en musiker, der egentlig helst ville have ladet numrene ligge på deres plads i den lukkede skuffe.

Eksempelvis på ‘In the Morning’, der lyder som ‘Oasis gone acoustic’, eller ‘Now That I’ve Seen’, hvor vokaler fletter sig kedeligt og drømmende ind og ud af hinanden i de første to minutter. Da de er forsvundet, lyder længselsfulde horn og langsomme basanslag, der gør det, vokalerne ikke formåede – at røre.

Foruden dette nummers sidste halvdel redder to skæringer ep’en. På åbneren ‘Don’t Be Unkind’ ligger et et lydspor, der ville gøre sig på Becks ‘The Information’ og gør det ud for pladens meste uptempo nummer. Mens ‘Once I Saw You’ lyder som The Thrills på ‘So Much For the City’ med horn og bifald, og hvor vokalen endelig tør noget.

Et godt debutalbum er inden for rækkevidde, hvis Mads Brinch Nielsen får luet ud i de ligegyldige, flade melodier. Og tager sin vokal i hånden og tager et gevaldigt skridt frem mod spotlyset.