Sic Alps

Glem alt om god produktion, rene vokaler og tight sammenspil. Det er i hvert fald svært at tro, at Sic Alps går specielt meget op i sådanne ting, når man lytter til deres tredje fuldlængde med titlen ‘Napa Asylum’. Over 22 numre og omtrent tre kvarter er det i den grad et kompromisløst værk, der på godt og ondt kaster om sig med 90’er-influeret og garageinficeret slacker- og støjpop.

Desværre er det lidt for ofte, San Francisco-trioen rammer ved siden af med deres hårdnakkede lo-fi. Der syres ud, fordi de er i stand til det, og ikke fordi det har en egentlig positiv virkning. Det er blandt andet tilfældet på pladens længste nummer ‘Trip Train’ og på de intermezzo-lignende syrestykker ‘My My Lai’ og ‘Wasted Church’, der alle er svære at finde essensen i. Så fungerer det en hel del bedre, når den akustiske guitar gribes, og kompositionerne for alvor får lov at stå frem fra støjen. Det sker på eksempelvis ‘Country Medicine’, ‘Ball of Fame’ og ‘Super Max Lament on the Way’, der er meget bare numre, som dog beviser, at der er en sangskriver gemt bag den sædvanlige lydmur.

‘Napa Asylum’ har derfor flere positive elementer, og slacker-mentaliteten har bestemt sin charme. Men grundet den mudrede produktion og den kaotiske instrumentering fremstår dette seneste Sic Alps-udspil alligevel som en lettere ambivalent oplevelse med plads til forbedring.