The Low Anthem

I 2008 fik amerikanske The Low Anthem kritikerne til at hæve øjenbrynene over deres oprindeligt selvudgivne album ‘Oh My God, Charlie Darwin’, der i anden omgang udkom via engelske Bella Union. Hvis det album antydede det, så slår ‘Smart Flesh’ fast, at gruppen hører til blandt de ypperste forvaltere af den amerikanske sangtradition.

Åbningsnummeret ‘Ghost Woman Blues’ er således en ret fri fortolkning af en bluessang af George Carter, der daterer helt tilbage til 1929. Det er lige så tungt, som det er smukt, og der er ikke et tangentslag eller en vokalharmoni, som ikke sidder lige i skabet.  Dernæst er ‘Apotechary Love’ en art opdatering af The Louvin Brothers ‘I Like the Christian Life’, kendt fra The Byrds’ Gram Parson-gæstede mesterværk ‘Sweetheart of the Rodeo’. ‘Boeing 747’ letter med et rocksus ikke ulig den nyantændte Neil Young på ‘Freedom’, og instrumentalnummeret ‘Wire’ er en guddommelig udflugt til jazzens verden.

Alle medlemmerne i bandet komponerer og løfter i fællesskab på et album, hvor alle dele føles nødvendige. Resultatet er hymner, der er rigt instrumenteret, men økonomiseret ned til det mest vigtige, og hvor stemmer som Louvin Brothers, Gram Parsons og Vic Chesnutt bevægende ekkoer som spøgelser. Det her er langt fra så nydeligt og stuerent som mange af tidens beslægtede navne, i stedet gribes der fat om det eneste, der truer alle: Ensomheden.