Sean Rowe

Vi befinder os dybt nede i basregistre og sjælesorger på amerikanske Sean Rowes debutalbum. Vokalen er mørk, skæbnesvanger, men vidunderligt ekspressiv og minder undertiden om en grådkvalt Stuart Staples. Tekstuniverset er billedrigt, poetisk og ofte fremragende med skildringer af kærlighedens nedture, gerne tilsat metaforer af både alkoholisk og religiøs art.

Dyrk blot denne linje, hvor mindet om ekskæresten på ny dukker op: »You’ve escaped from the pictures that I remember / Now you come back as a bottle of wine«. Eller den her, hvor meningen med tilværelsen bliver fundet på bunden af flasken: »I was digging for gold in the rubble of a Catholic church / I found a wine bottle and a cardboard box / that I had to search«.

Men også musikalsk høres der anstrøg af det skæbnetunge og vemodige. Bedst levendegjort i det elegisk stemningsfulde lydbillede, der prydes af en fortrinsvis melankolsk klingende instrumentering bestående af guitar, klaver, cello og stemningsskabende reverb-effekter.

En formel som på størsteparten af albummets ti sange fungerer upåklageligt, men som indimellem også tenderer det patetiske. Tag midternummeret ‘Wet’, der med sin svulstige opbygning og Rowes noget overdrevne vokalføring efterlader nogle grimme ridser i lakken.

Ser man bort fra disse fejltrin, er ‘Magic’ nu alligevel et fint album begået af en lovende sangskriver udstyret med en særdeles skarp pen. Og selv om det aldrig bliver mesterligt, bliver det heller aldrig decideret middelmådigt. Dertil mestrer Sean Rowe simpelthen sine virkemidler for godt.