Burial

Når først skuffelsen, over at Burial på sin nye ep ikke denne gang flytter grænserne for post-dubsteppen, har lagt sig, kan man begynde at nyde ‘Street Halo’ for, hvad den er. Naturligvis er forventningerne skruet surrealistisk højt i vejret, når manden, der har udgivet et af 00’ernes vigtigste album, sender en samling nye numre på gaden. Hvis man kan tage til takke med noget, der minder om nogle af de mindst geniale numre fra ‘Untrue’-albummet, kan det dog kun gå for langsomt med at anskaffe sig ep’en.

For selv om man kunne have håbet på, at Burial turde bevæge sig længere væk fra sin dystopiske signaturlyd af melankolsk forstadsforfald, må man indrømme, at det er en formel, der virker. Ep’en har ikke på samme måde som debutalbummet eller ‘Untrue’ den instinktivt dragende lyd, der går lige i hjertekulen, men mindre kan også gøre det.

For lidt nyt gemmer regntågerne trods alt på. Både titelnummeret og ‘Stolen Dog’ flirter i en, for Burial, uhørt eksplicit grad med traditionelle house-beats. Selvfølgelig brudt op af de kendetegnende 2-step-rytmer, men specielt ‘Street Halo’ udvikler sig nærmest til et fuldblods tech house-nummer. Men rigtigt ud på dansegulvet kommer vi dog aldrig. Dertil er Burials lyd simpelthen for tæt mættet med samples af silende regn og klagende pitchede brudstykker af kvindevokaler.

Og det er jo præcis derfor alverdens musikelskere har kastet deres kærlighed på den mystiske superproducer. Men for at forholdet forbliver givende og interessant, er der behov for, at Burial tør mikse sin unikke lyd op med noget andet. Hvad det andet bliver, gør næste album os forhåbentlig klogere på. Indtil da er ep’ens tre numre glimrende at fordrive ventetiden med.