Explosions in the Sky

Alt godt kommer til de tålmodige. Således også med texanske Explosions in the Sky, hvis sjette langspiller har ladet vente fire år på sig. Kvartetten lader fortsat deres hellige guitartreenighed samt de pedaler, den kanaliseres igennem, føre ordet. Resten er klassiske, enkle popvirkemidler, sat ind i en postrockkontekst.

Tag bare de kødfulde, punchy trommer på åbneren ‘Last Known Surroundings’, og den måde melankolien kontrapunkteres af fællesskabets opløftende håndklap. ‘Human Qualities’ ganske enkelt, som det opfølgende nummer også hedder. ‘Trembling Hands’ aflæser nærmest trommespor og stemning fra …Trail of Deads ‘How Near, How Far’ direkte, men i fin stil, og de efterfølgende numre er lydtapet af rareste slags, ligefremt og lettilgængeligt for en genre, som ellers har det med at lukkes om sig selv.

Når glæden over albummets simplicitet og prunkløse gemyt har lagt sig, kan man snuppe kritikken: Der er ikke meget nyt under de grå skyer og man kan savne flæns og bid. Som sådan er Explosions In the Skys strengeleg et vellydende, ordinært og lovligt forudsigeligt bud på postrocken. Men det er trygt og godt, og omslaget underbygger det indtryk, idet det som gimmick kan foldes til en hyggelig lille træhytte!

Den primære berettigelse er derfor som en harmløst behagelig introduktion til genren, og kan anbefales til folk, der er sultne på denne niche af rockmusikken, men endnu ikke tør sætte tænderne i mere krasbørstige udfordringer som Godspeed You! Black Emperor eller de mest larmende sager fra EITS’ forbilleder i Mogwai endnu.