Ben Harper

Man taler om nogle album som ‘skilsmisse-album’, hvor et smertelig brud giver anledning til et mere ufiltreret glimt ind i det private følelsesliv hos kunstnerne, sådan som på for eksempel mesterlige album som Bob Dylans ‘Blood on The Tracks’, Becks ‘Sea Change’ og Bruce Springsteens ‘Tunnel of Love’.

Efter at have figureret i forskellige konstellationer er Ben Harper for første gang i fem år tilbage på egen hånd med netop et album, der er præget af hans skilsmisse fra skuespillerinden Laura Dern.

Temaet binder en bunke forskelligartede sange sammen. Den grandiose pop på ‘Don’t Give Up on Me Now’ genkalder panorama-stilen hos Jeff Lynne. Andre steder som på ‘Clearly Severeley’ og ‘Rock’n’Roll is Free’ kanaliseres vrede med flosset hårdt guitarspil og en vrængende lyrik leveret i øjenhøjde, hvilket kendetegner albummet som helhed. Mere underligt dykker ‘Spilling Faith’ og ‘Get There From Here’ op midtvejs, to let psykedeliske funk-jams, hvor Harper sammen med selveste Ringo Starr tåger retningsløst rundt i, hvad der føles som en evighed.

Men uanset hvor følelsesmæssigt transparent sangene her må have været i tilblivelsesøjeblikket, så udebliver det helt store indblik i dramaet i sange, der lyder vrede, men også lidt stivbenede. Bedst er det, når Harper helt sænker paraderne i mere stille numre som ‘Feel Love’ og ‘Pray That Our Love Sees the Dawn’. De havde kunnet åbne op for et album, der for alvor tog livtag med det ødelæggende og det ubehagelige.