The Drums

Man kunne godt frygte, at amerikanske The Drums ikke havde mere i posen efter deres vanedannende første album, som kombinerede The Cures minimalistiske 80’er-guitarpop med ubekymret surfpop fra den californiske solkyst. Denne signatur-lyd virkede ærlig talt som en rigtig god idé, der så heller ikke kunne holde til mere end ét album.

Derfor en det en glædelig overraskelse, at bandets nye album ‘Portamento’ holder så højt et niveau, og samtidig virker som noget både genkendeligt og helt nyt. Man er fra de første sekunder af åbningsnummeret ‘Book of Revelation’ ikke i tvivl om, at man lytter til The Drums. De hektiske trommer, den flabede surf-guitar, den dansende basgang og forsanger Jonathan Pierce’ desperate vokal, der gentager: »And I belive that when we die we die, so let me love you tonight«.

Endnu bedre og endnu mere dystert bliver det på næste nummer ‘Days’, der holdes sammen af et helt simpelt, men meget melodisk enstrenget guitar-riff, hvortil Pierce synger: »And I worked so hard, and I killed myself, and you broke my bones«. Det er her, at det går op for en, hvad det er, der adskiller det nye The Drums fra det gamle. Melankolien har sneget sig ind. »I wanna go surfing«, sang Pierce på bandets gennembrudshit fra det første album. Nu lyder han som om, han ikke engang orker at stå ud af sengen.

Den nye melankoli klæder bandet, fordi der nu under den rastløse og ubekymrede overflade gemmer sig noget, der minder om rigtige følelser. Læg dertil at bandet stadig kan skrive popmelodier, så englene synger. Nu kan man ikke alene danse til skidtet. Man kan også fælde en lille tåre.